Om mig

” Du har ikke forstået noget af det vi laver, og det har jeg heller ikke”

Jeg har redet siden jeg fik lov af mine forældre som barn, og det at ride er for mig den bedste måde at starte min dag på. Jeg har tidligere redet dressurstævner og elsker hele det sammenspil der er mellem hest og rytter. I dag er der dog flere og flere skovture, der sniger sig ind som “top-fantastiske-rideture” fordi jeg bare elsker kombinationen af natur og ridning og forbindelsen til min hest.

Det har ikke altid været sådan. Faktisk oplevede jeg ofte frustration, irritation og en følelse af at kæmpe mod min hest tilbage i 2005-2007. Her fortæller jeg hvorfor jeg fik vendt om på alting, og hvad der gjorde at jeg senere skrev “Bag om Biddet”:

Jeg havde en følelse at at jeg ville ud og vinde på dressurbanerne. Nu havde jeg købt denne smukke lækre hest og så ville jeg altså også prøve at ride de helt store klasser. I takt med at min hoppe skulle lære at samle sig mere og mere, blev hun mere og mere frustreret.

Min hoppe blev udsat for det, som mange mange heste bliver: Nemlig at blive bedt (læs: afkrævet) at forholde sig til flere forskellige modsatrettede signaler. Hun blev holdt fortil men bedt om at gå frem bagtil. Det skabte meget forvirring og mange ærgerlige rideture, som kulminerer med en dag hvor min hest var specielt frustreret. Jeg husker helt tydeligt hvordan jeg så hende ind i øjnene efter endt ridetur og tænkte:

” Du har ikke forstået noget af det vi laver, og det har jeg heller ikke”

Det var dagen hvor jeg, i overført betydning, tog mine briller af og bestemte mig for at fra nu af ville jeg prøve at forstå min hest, og samarbejde i stedet for at kræve. Jeg er kun et menneske, så selvfølgelig har jeg lavet fejl siden da, men jeg har virkelig et oprigtigt ønske om at forstå heste og hjælpe dem og deres ejere.